stække

From Old Danish stækiæ, from Old Norse *stekkja, derived from the adjective Old Norse *stakkr (“short”), cf. Danish stakåndet (“short of breath”) and stakket (“brief”).

• IPA^(key): [ˈsd̥ɛɡ̊ə]

stække (imperative stæk, infinitive at stække, present tense stækker, past tense stækkede, perfect tense stækket)

1. clip (the wings of a bird)
2. limit

   Coordinate term: svække

• “stække” in Den Danske Ordbog
• “stække” in Ordbog over det danske Sprog